|
« august 2004 |
Oversigt
| oktober 2004 »
29.09.2004
Det ligger og lurer
Kategori: Helt uden for kategori
En mangfoldig skare havde fundet vej til konferencen ”RFID-enabled SCM” i København i dag. Deltagerne havde indsigt i enten RFID teknologiens tekniske udfordringer, mulighederne for optimering gennem Supply Chain Management eller begge dele. Bag arrangementet stod Lab Innovator, der havde gjort sig umage med at finde spændende talere med erfaringer fra forskning eller forskellige projekter; alle med fokus på hvordan RFID kan skabe effektivitet.
På konferencen var begejstringen for RFID på objektniveau ikke til at tage fejl af: Gennembruddet ligger lige rundt om hjørnet. Men blandt teknologiens udfordringer blev især disse to nævnt gentagende gange:
* ROI – Virksomheder der implementerer RFID vil have Return On Investment. Når virksomheder fra forskellige brancher går sammen om visionære projekter for at skabe frugtbare RFID løsninger, skal frugterne også uddeles som fortjent bagefter. Ingen foretager sig noget uden at få noget igen, og hvor ender forbrugerens fortjeneste, hvis virksomhederne udelukkende tænker på minimering af omkostninger i egne rækker.
* Forbrugernes accept – Hvis ikke forbrugerne tager teknologien til sig, vil RFID blive et skræmmebillede. Virksomheder, der udvikler RFID løsninger som forbrugerne kommer i kontakt med, må derfor bestræbe sig på at synliggøre gevinsten for forbrugeren. Forbrugerne skal have del af frugten og opleve en klar forbedring når varer har RFID tags. I modsat fald vil forbrugeren opleve aspekter af overvågning ved RFID, hvilket vil banke udviklingen frem mod RFID på objektniveau årtier tilbage.
Sagen er enkel: Frugtkurven skal altså deles fair, og forbrugerne skal sikres de sødeste frugter.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 21:09
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
27.09.2004
Bukseknap eller RFID tag?
Kategori: Future Living - Fritid
Til konferencen Living Future tidligere på måneden havde Innovation Lab indrettet fremtidens hjem. Huset rummede en masse teknologiske installationer og udstyr til hjemmet. En af de udstillede ting var en vaskemaskine med RFID-læser, der kunne afbryde programmet, hvis fx en rød sok havde sneget med blandt det hvide vasketøj. Vaskemaskinen var en prototype designet til lejligheden, men det ser nu ud til at andre har arbejdet med samme tanker.
Ifølge gadget-siden I4U har Japanske Dai Nippon Printing udviklet en intelligent vaskemaskine. Maskinen kan læse RFID tags og anvise brugeren i de bedste vaskemetoder. I lighed med industrivaskemaskiner, hvor man har brugt RFID teknologien længe, kan læseren identificere tøjets materiale samt registrere hvor mange gange tøjet har været vasket. Desuden er maskinen forbundet til internettet, så man kan starte vasken to timer inden man kommer hjem eller modtage en SMS når maskinen har vasket færdig.
Systemet kræver naturligvis, at alt tøjet er tagged – især den røde sok.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 08:16
| TrackBack (0)
| Permalink
24.09.2004
Embedded RFID
Kategori: Analyser/fremsyn/links
Henover sommeren har meget af RFID snakken handlet om EPC standarden som der omsider blev opnået enighed om, blandt producenterne. EPC åbner døren til extended internet, masse tagging - RFID på mælkekartonen, så at sige. En mere diskret udvikling foregår samtidig på læsersiden. Tendensen går i retning af mindre og mindre læsere, som kan indbygges i vilkårlige objekter omkring. Denne udvikling åbner for en udvikling, som er lige så spændende som extended internet. Kombinationen af små læsere og passive tags gør det muligt at lave pairing af små, mobile produkter, hvis funktionalitet optimeres ved at de gensidigt udveksler oplysninger. Funktionaliteten vil ikke forudsætte forbindelse med extended internet, men blot udveksle lokal information. En loddekolbe og lidt fantasi bliver forudsætningen for en ny verden af produktkombinationer, der vil dukke op, mens vi venter på at EPC mærkerne slår igennem i køledisken.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:25
| Kommentarer (1)
| Permalink
Nice Future Cash
Kategori: Future Living - Fritid
Amerikanere kan inden årets udgang bruge mobiltelefonen som betalingsmiddel. Det kræver at mobilen har en indbygget RFID chip, der kan kommunikere gennem Near Field Communication (NFC) – en trådløs kommunikationsprotokol, der fungerer efter peer-to-peer princippet.
RFID Journal beretter, at det amerikanske firma VIVOtech har sammen med Philips udviklet et betalingssystem, hvor NFC-telefoner kan bruges som betalingsmiddel. I første omgang vil systemet blive installeret i nogle få unavngivne butikskæder, og mulighederne for trådløs betaling via mobilen vil blive promoveret.
Systemet fungerer ved at VIVOtech læseren er koblet op til butikkens kasseapparat, hvilket giver mulighed for trådløs betaling gennem selvbetjening. Ved en transaktion modtager læseren et unikt ID samt en sikkerhedskode. Signalet kan stamme fra et vink med en NFC-mobiltelefon, et NFC-betalingskort i stil med SpeedPass, der tidligere er blevet omtalt her på webloggen. En anden betalingsmåde kunne være gennem NFC-kort med et fast beløb, der bliver værdiløst når pengene er brugt. En slags trådløst gavekort…
Mulighederne er mange, og teknikken trækker i positiv retning. Ifølge prognoser fra ABI Research vil over halvdelen af alle mobiltelefoner kunne bruges som betalingsmiddel i 2009.
I øvrigt er det interessant, at de første tiltag til udbredelse af NFC finder sted i USA, når koncentrationen af mobiltelefoner er større i Skandinavien.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:03
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
23.09.2004
Sandheden om Wal-Mart
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Den amerikanske supermarkedgigant Wal-Mart er helt fremme, når det gælder om at implementere RFID i detailhandlen. Kæden har søsat en handlingsplan for implementeringen, og næste skridt er, at de 100 største leverandører skal tagge paller og kolli. Wal-Mart er i fokus - lidt for meget i fokus ifølge informationschef Linda Dillman, der for nylig blev interviewet til Information Week.
Den meget hype omkring Wal-Mart's RFID projekt kan fx ses i, at kæden blot har ansat 9 mand i forbindelse med projektet. Taget i betragtning at Wal-Mart er verdens største virksomhed med en årlig omsætning på over 1.729 mia. kr. i følge Fortune's Global 500 (kræver registrering), er indsatsen forholdsvis beskeden.
Blandt de fordele, som forbrugerne vil opleve med implementering af RFID, fremhæver Dillman optimering af lagerstyringen. Det vil medføre, at butikshylderne kan kommunikere om antallet af varerne på hylden, så der kan fyldes op, inden hylden bliver helt tom.
Læs alle informationschefens betragtninger i dette interessante interview fra Information Week.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:39
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
20.09.2004
Teknologi for kinesere
Kategori: Helt uden for kategori
Kina bliver i løbet af få år verdens RFID-mastodont, lyder spådommen. Analyseinstitutter og eksperter har mange fornuftige argumenter for denne udvikling. Vi bringer her et sammendrag af hvorfor Kina bliver stor indenfor RFID:
* Wal-Mart’s krav til leverandører om at tagge paller og kolli har stor indflydelse på RFID udviklingen i Kina. Når produktionen fra virksomheder i vestlige lande outsources til kinesiske vækstområder, betyder det at Kina er blevet verdens fabrik. Initiativet fra Wal-Mart forplanter sig længere ned i værdikæden og helt til Kina, hvor produkterne fabrikeres. Strømmen af kinesisk producerede varer i Wal-Mart’s butikker bliver stadig større, og derfor forventer kinesiske myndigheder ifølge denne artikel fra Asia Times, at Kina årligt bruger 5 trillioner tags over de næste 2 år. Og denne enorme mængde er alene til at tagge paller og kolli blandt Wal-Mart’s leverandører.
* OL afholdes i Beijing 2008. Traditionelt giver olympiske lege et længerevarende boost i den nationale økonomi, der overgår omkostningerne ved at anlægge faciliteter og infrastruktur. Den kinesiske regering har allerede ytret, at verdens fokus på Beijing vil blive udnyttet til at vise Kinas fortræffeligheder. Og der vil ikke blive sparet en eneste yuan – slet ikke når teknologiske landvindinger som RFID skal vises frem. Den Kinesiske Mur har allerede fået opstillet RFID-systemer ved indgangene, og lignende systemer vil blive benyttet under OL.
* Den kinesiske systemtankegang er et helt kapitel for sig. Men på et sociologisk plan handler det om, at kinesernes måde at tænke og handle på er væsentligt mere struktureret end vi kender det fra både Vesteuropa og USA, hvor individets frihed er i højsæde. Kinesere er generelt mere villige til at underkaste sig overordnede regler, som det fx skete ved indførslen af et-barns-politikken. Derfor vil Kina langt nemmere kunne tilpasse sig til gennemgribende systemer, hvor vi i Vesten vil bekymre os om individets rettigheder.
Kina er selv klar over deres potentielle magt på RFID området. På politisk plan er Kina ikke med i det globale samarbejde om udviklingen af EPC-standarden. Ifølge denne artikel fra RFID Journal er tonen barsk, og hvis Kina fortsat bliver holdt uden for det internationale samarbejde i EPCglobal, vil det underminere standardudviklingen. Rygterne svirer om, at der er nedsat en arbejdsgruppe til udvikling af en national standard. Går vi et standardkapløb i møde?
Men politisk hårdknude eller ej: Hold øje med Kina på RFID fronten!
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:02
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
14.09.2004
Endnu mere trådløs
Kategori: Helt uden for kategori
Den første RFID læser med Bluetooth er ude som betaversion. IDBlue, som læseren hedder, er designet som en pen. Det gør læseren væsentligt mindre og mere fleksibel at anvende end almindelige håndholdte RFID læsere, der typisk er kombineret med en PDA eller bærbar PC.
Læseren fungerer på samme måde som en almindelig læser. Taggen læses af scanneren og taggens data sendes til en central database, der indeholder specifikke oplysninger om den taggede genstand. Med en trådløs rækkevidde på 15 meter er Bluetooth opkoblingen en mere praktisk måde at overføre data på, og den håndholdte enhed gør det nemmere at pinpointe bestemte varer. Det kan eksempelvis være praktisk, når man skal finde frem til det rigtige pilleglas i medicinskabet.
IDBlue er produktet af et samarbejde med de nordamerikanske virksomheder Cathexis og Baracoda, der er specialiseret indenfor henholdsvis RFID og Bluetooth. På begge virksomheders hjemmesider er der yderligere information om IDBlue.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 09:03
| TrackBack (0)
| Permalink
11.09.2004
3 år efter
Kategori: Analyser/fremsyn/links
Kig engang på datoen! I dag er det 3 år siden terrorismen viste sit grimme ansigt, og kaprede fly styrtede ned i World Trade Center og Pentagon. Angrebene ændrede verdensbilledet, men livet går videre på trods af, at terroren uvarslet kan slå til igen.
Effekten af terrorismen afspejler sig imidlertid i den teknologiske udvikling; den menneskelige tolerance overfor kontrol og overvågning er blevet større, og den lurende terrorisme virker derfor som en push-effekt på teknologier som RFID.
Et eksempel på terrorens afsmittende effekt på RFID teknologien er et projekt iværksat af the Strategic Council on Security Technology, en international organisation der arbejder for større sikkerhed indenfor logistik. Projektet går ud på at skibscontainere skal tagges så risikoen for illegal import af eksempelvis masseødelægelsesvåben reduceres. Derved kan RFID teknologi hjælpe myndighederne med at overvåge containertrafikken, og af samme grund er den amerikanske stat hovedbidragsyderen i projektet.
Udviklingen er en indirekte konsekvens af begivenhederne den 11. september 2001. Mon ikke vi blot har set en flig af, hvad teknologien kan gøre i indsatsen mod terror?
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:19
| Permalink
08.09.2004
TaggedX i RFID Journal
Kategori: Analyser/fremsyn/links
Projektet TaggedX er et godt eksempel på, hvordan RFID kan få internettet ud i alle ting. Virksomheden Cordura har i samarbejde med Innovation Lab sat TaggedX i værk, der bryder rammerne for tilgængelighed af information. Projektet er endt ud med udvikling af den kontekstbevidste museumsguide, der stiller information til rådighed, når museumsgæsten har brug for at vide mere.
TaggedX har nu også fået international opmærksomhed. Den anerkendte amerikanske nyhedstjeneste RFID Journal har bragt denne artikel om projektet, der med sit fokus på kontekstafhængig information står i kontrast til traditionelle anvendelser af RFID.
Resultatet af projektet kan opleves på Naturhistorisk Museum i Århus, hvor man siden maj måned har haft RFID tags på udstoppede fugle i en særudstilling. Museumsgæsterne låner ved ankomsten en PDA, der har indbygget RFID læser og trådløs opkobling til museets centrale server. Når PDA'en er i nærheden af den udstoppede kongeørn, kan man på skærmen få yderligere information og eksempelvis se en multimediepræsentation af fuglen.
Særudstillingen om flyvning er netop afsluttet, men Naturhistorisk Museum vender stærkt tilbage i oktober med en intelligent udstilling om arternes variation.
Innovationlab.net skriver i denne artikel mere om TaggedX og internettets forestående eksplosion.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 08:13
| TrackBack (0)
| Permalink
06.09.2004
Forbrugeren er ikke helt glemt
Kategori: iSociety - Offentlige
Når man taler tagging på vare-niveau, balancerer RFID-teknologien mellem på den ene side at give besparelser for virksomheden og synliggøre værdikæden, og på den anden side at skabe reelle fordele for forbrugeren. I trekløveret af udbydere, kunder og forbrugere kan sidstnævnte let blive den lille; instanserne til at sikre forbrugernes rettigheder sidder ikke med ved forhandlingsbordet, når en ambitiøs supermarkedskæde og en teknisk kompetent løsningsudbyder sætter et pilotprojekt i værk.
For at sikre at RFID-teknologien bliver udbredt frem for udskældt, har EPCglobal, der arbejder med at udvikle standarder indenfor registrering på vareniveau, udviklet et sæt retningslinier for tagging af varer. Formålet er at gøre udbyderne medansvarlige for, at forbrugernes rettigheder sikres i de endelige løsninger. Alle medlemmer af EPCglobal har bundet sig på at leve op til disse guidelines, så forbrugerens frihed og privatliv sikres.
Retningslinierne er delt ind i 4 kategorier, som følger:
- Forbrugeropmærksomhed
- Forbrugervalg
- Forbrugeroplysning
- Registrering, genkaldelse og sikkerhed.
Retningslinierne vil løbende blive udviklet i takt med anvendelsen af RFID-teknologien. På nuværende tidspunkt kan løsninger, der forbryder sig mod retningslinierne dog ikke straffes juridisk. EPCglobal er dog rollen som vagthund bevidst, og udviklingen af retningslinierne sker i tæt samarbejde med politiske organisationer.
Læs EPCglobal Guidelines for Consumer Products her
Skrevet af Joakim Ditlev kl 09:00
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
01.09.2004
Mobiltelefonen betaler
Kategori: Future Living - Fritid
I filmen I, Robot er hovedpersonen Del Spooner (Will Smith) på et tidspunkt på bar. Da Del forlader stedet, fører han i farten en gadget hen over et læsefelt på bardisken, og en digital stemme gør ham opmærksom på, at betalingen er registreret. Endnu en scene fra en science-fiction film, men i virkeligheden er situationen ikke så langt væk.
Sony, Nokia og Philips oprettede i marts 2004 NFC Forum, hvor målet er at få objekter til at kommunikere gnidningsfrit med hinanden. NFC står for Near Field Communication og teknologien kan betragtes som en udvidelse af RFID. I første omgang er NFC spået en stor udbredelse indenfor mobiltelefoni, hvor man vil kunne bruge sin mobil som betalingsmiddel eller som alternativ til en e-billet. Nokia ventes at lancere et RFID-kit til 5140 senere på året.
Princippet bag er NFC er simpelt: Når to objekter er i nærheden af hinanden rent fysisk, kobles de automatisk sammen gennem en trådløs forbindelse - selve dataoverførslen sker enten via Bluetooth eller WiFi. Da hvert objekt er unikt, kan der foretages sikre transaktioner på et øjeblik med minimal interaktion fra brugerens side.
I, Robot viser blot et enkelt eksempel på mulighederne med NFC, der forventes et realisere pervasive computing indenfor forbrugerelektronik, så det virkelig kan mærkes. Hold din mobiltelefon foran en filmplakat, og biografbilletten bliver bestilt på stedet, eller peg på et CD-cover og dit homecenter derhjemme går i gang med at downloade albummet.
Digi.no går i denne artikel i dybden med NFC.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:07
| Kommentarer (1)
| TrackBack (0)
| Permalink
|