|
« september 2004 |
Oversigt
| november 2004 »
27.10.2004
Tags i passet
Kategori: iSociety - Offentlige
Udviklingen begyndte i USA. I kølvandet på 11. september skærpede amerikanerne kravene til indrejsetilladelse. I US Enhanced Border Security and Visa Entry Reform Act, stk 9 fra 2002 fremgår det, at besøgende fra lande, hvor USA ikke kræver visum, skal have en køreplan for lancering af maskinelt læsbare pas, som er kopisikrede, certificerede og som indeholder biometriske data. Kravet vedrører hovedsageligt EU lande, og fristen for at frembringe en køreplan for lanceringen er netop passeret i går. De lande som ikke lever op til kravet kan forvente skærpede indrejsetilladelser til USA i form af visumpligt.
RFID er en oplagt teknologi at anvende til et så omfattende krav om registrering. EU lancerede sidste år en køreplan, der betyder at nye pas fra 2005 vil blive udstedt med RFID tags. Ifølge Statewatch News, der rapporterer om civile rettigheder i EU, er EU's køreplan netop blevet indskærpet. På ministerrådsniveau er det blevet vedtaget, at passets chip skal indeholde såvel et obligatorisk billede af personens ansigt som data om personens fingeraftryk. Kravet om fingeraftrykket træder først i kraft i 2007.
Rent praktisk venter en kæmpe opgave, da alle EU-landes systemer skal optimeres til at kunne indhente oplysninger om borgernes fingeraftryk. Derfor vil det næppe blive fra dag et, at aftryk fra samtlige 450 mio EU-borgeres pegefingre indgår i databasen.
Og måske heller ikke fra dag to. Denne artikel fra BBC News påpeger væsentlige problemer med tests af teknologien. I England viser en omfattende test med biometriske data en fejlmargin på 10 %. Når billedet, som taggen henviser til, skal sammenlignes med ansigtsscanningen ved kontrolposten spiller mange fejlkilder ind. Artiklen nævner lysfølsomheden som et af de største problemer.
Mens teknikerne arbejder på bedre resultater har NGO’er, der kæmper mod registrering og overvågning meldt sig på banen. På EU niveau er debatten endnu afdæmpet, men amerikanerne, der naturligvis også er omfattet af deres egne krav, fører en vidtgående debat om tags i pas. Temaerne handler bl.a. om hvorvidt RFID tags i pas gør det muligt at stjæle andre folks identiteter og om teknologien overhovedet øger sikkerheden. Sagen er kompleks; her samler Wired op på pointerne i den amerikanske debat.
EU-lande er længst med implementeringen af RFID tags i pas, men debatten larmer mest i USA. En vidtrækkende debat herhjemme er i sigte, når det går op for offentligheden at elektroniske pas ikke er et spørgsmål om hvis - men om når.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 15:54
| TrackBack (0)
| Permalink
25.10.2004
Musemåtte med power
Kategori: Future Living - Fritid
Her snakker vi innovativ anvendelse af RFID:
A4Tech fra Taiwan har udviklet en mus, der både er tråd- og batteriløs. I stedet for USB eller batterier får musen energi fra en specialdesignet musemåtte, som A4Tech i al beskedenhed kalder Magical Mouse Pad. Det magiske ved musemåtten består i at den lader musen gennem lavfrekvente radiobølger efter samme princip som en RFID læser lader en passiv tag.
Opfindelsen giver store muligheder i design. Musen kan først og fremmest gøres lettere og med tiden også reduceres til en censor i håndfladen. RFID in Japan, som er kilde til nyheden, foreslår desuden at man kunne overveje elektroniske gulvtæpper, så man hverken behøver at oplade sin robotstøvsuger eller AIBO robothund...
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:32
| Kommentarer (1)
| TrackBack (0)
| Permalink
22.10.2004
Pillepotentiale
Kategori: Care Ware - Sundhed
Med WalMart i spidsen har de store detailkæder taget førertrøjen, hvad angår implementering af RFID i forsyningskæden. Men teknologien har stor berettigelse indenfor medicinalindustrien, og man forventer at netop medicin bliver et af de første steder, hvor slutprodukterne vil få RFID tags. Ikke mindst fordi medicinalindustrien kan bruge RFID til mere end blot at følge varerne og optimere lagerbeholdningen.
Indenfor medicin er betydningen af at have en sikker forsyningskæde afgørende for implementeringen. Kopiprodukter er et udpræget problem, og her kan RFID tags sikre, at apotekernes hyldevarer stammer fra de rigtige producenter. Industrien har netop gennemført en vidtrækkende test, fortæller Modern Materials Handling Online. Her blev næsten 13.500 pakker fra en række større amerikanske producenter tagget, kodet, lastet og lokaliseret i en periode på 8 uger. Resultaterne var positive, og det videre arbejde sigter mod at få integreret løsning hos producenter, distributionscentre og på længere sigt også ude i apotekerne.
Indenfor medicin er stykprisen for produkterne relativt dyre. Samtidig er det vigtigt at have præcis information om enhver type medicin. Det kan eksempelvis være oplysninger om et medikaments udløbsdato, bivirkninger, hvor ofte man skal indtage medicinen; i det hele taget alle typer information, som står med småt på siden af pakken eller på et sammenfoldet bilag.
Et væsentligt problem for industrien er den medicin, der IKKE bliver brugt. Med RFID implementede forsyningskæder kan producenter tilbagekalde gamle produkter, hvis de fx nærmer sig sidste holdbarhedsdato eller der er fundet alvorlige bivirkninger ved medikamentet. Håndtering af medicinrester er også et omfattende og undervurderet problem. Folk smider bare medicinrester ud med det almindelige affald, hvilket har konsekvenser for miljøet. Ifølge RFID Weblog er IBM’s testcenter i Yamato i gang med et projekt, der kan håndtere medicinsk affald.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 10:16
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
20.10.2004
VIP-chip under huden
Kategori: Care Ware - Sundhed
Slut med at rode med ID, plastickort eller kontanter på Baja Beach Club. Her får gæsterne frivilligt skudt en RFID chip på størrelse med et riskorn ind under huden. Chippen giver adgang til bestemte lounges i klubben, og gæsterne kan betale for drinks ved at chippen tilknyttes en konto, hvorfra pengene kan hæves direkte.
Tanken om at få en lille chip skudt ind under huden, kan nok få de fleste til at stejle, men Barcelonas unge, rige og smukke er fri for at koncentrere sig om hvor pungen er henne og hvad PIN-koden er. Meget praktisk på en bar, hvor påklædningen er bikini eller board shorts.
Ideen med en chip ind under huden er kontroversiel og kan lyde som ren science fiction. Men fænomenet er ikke ukendt: Husdyr er blevet tagget med RFID chips i over ti år, så metoden er gennemprøvet og RFID chips under menneskehud er altså ikke forbundet med sundhedsmæssige farer. Imidlertid er indgrebet mod den personlige frihed den største fare ved implanterede RFID chips. For hvis personlige oplysningerne altid er tilgængelige, hvem vil så kunne tilgå data? Anvendelsen i Baja Beach Club har rusket op i eksistentielle og religiøse diskussioner – som her på news.com, der også byder på en grafisk præsentation af systemet i funktion.
VeriChip, som løsningen kaldes, er netop blevet godkendt til brug i sundhedssektoren. Her vil chippen give let adgang til fx patientjournaler og oversigter over medicinforbrug eller allergier. Det vil kunne redde menneskeliv, siger fortalerne. Det er Antikrists værk, siger modstanderne. Spørgsmålet er om vi er klar til en verden med chips under huden.
Tak til Anders Møller for research!
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:00
| TrackBack (0)
| Permalink
19.10.2004
1026 case studies
Kategori: Analyser/fremsyn/links
Et godt værktøj til at få overblik over RFID finder man på IDTechEx’s Knowledgebase. I skrivende stund er her samlet ikke færre end 1026 case studies fra hele verden, og der bliver hver måned tilføjet 30 nye. Alle case studies er opstillet systematisk, og der er udarbejdet statistisk analyse på baggrund af disse data. Her vil man erfare, at det typiske RFID projekt finder sted i USA, anvender passive højfrekvente tags og indeholder data om forbrugsvarer.
Fuld adgang til samtlige case studies er desværre en kostbar affære. Man kan opnå begrænset adgang til samlingen af case studies ved at lade sig registrere på siden.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:42
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
15.10.2004
Tendenser fra Smart Labels Europe
Kategori: Analyser/fremsyn/links
På konferencen Smart Labels Europe præsenterede over 50 talere deres projekter, tekniske landvindinger eller visioner omkring RFID. Efterfølgende havde tilhørerne rig lejlighed til at diskutere indlæggene, som vi her bringer en kort opsummering af:
* RFID vil vinde frem på vare-niveau. Der vil gå nogle år inden tagging af varer får sit gennembrud. Peter Harrop fra IDTechEx fortalte, at supermarkederne opnår større andele af besparelserne ved implementering af RFID, hvis tagging af varer kan realiseres. Derfor udgør supermarkederne en væsentlig drivkraft i bestræbelserne på at lade RFID tags erstatter stregkoder. Stadigvæk er de velkendte problemer som manglende standarder og for høj pris på tags de væsentligste hindringer for en fuldstændig implementering.
* Prisen på tags vil kunne reduceres betragteligt, når teknologien tillader, at tags kan printes direkte på emballagen. Flere virksomheder, som bl.a. amerikanske Parelec præsenterede deres produkter, hvor chippens antenne bliver printet med blæk indeholdende fx kobber eller sølv. Printteknologien vil om nogle få år være tilpas udviklet til, at det kan betale sig at printe intelligente labels direkte på emballagen, hvilket sparer arbejdsgange i processen. WalMart og Procter & Gamble forventer at printteknologien vil overtage i masseproduktion. En væsentlig årsag er den forventede eksplosion i forbruget af tags: anslået årligt forbrug i 2008 blev angivet så højt som 30 mia. Det vil skabe en enorm efterspørgsel, som printteknologien lettere vil kunne efterkomme end den traditionelle ætsningsteknologi.
* Generelt fokuserede talerne på gevinsten ved at implementere RFID i forsyningskæden. RFID blev gentagende gange fremhævet som et middel til at visualisere værdikæden, hvor muligheden for nøjagtigt overblik over varebeholdninger er blandt de væsentligste fordele. Det må tolkes som et klart signal om, at RFID først og fremmest vil blive brugt i Business To Business relationer.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:31
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
13.10.2004
5 yen tag – ikke 5 cent!
Kategori: Disappearing Factory - Industri
På Smart Labels Europe fortalte Hiroaki Kabamoto fra Dai Nippon Printing om et interessant japansk initiativ. Det japanske ministerium for økonomi, handel og industri (METI) har sat et initiativ i værk, hvor målet er at japanske chipsproducenter skal kunne levere RFID chips til under 5 yen. Det skal ske inden udgangen af 2005. Dermed underbyder Japan den vestlige verdens magiske grænse for en rentabel pris på RFID chips, når alle varer skal tagges. Den har traditionelt været angivet som 5 US cents.
Hibiki hedder projektet og er ledet af den japanske elektronikvirksomhed Hitachi. Dai Nippon Printing og den japanske afdeling af AutoID Labs i Keio er blandt projektets 100 samarbejdspartnere. Udover at føre til billigere chips er det meningen at Hibiki skal promovere japanske forslag, fra hvilke japanerne ønsker at etablere ISO-standarder.
METI har sat 6 mio $ til side til Hibiki-projektet ifølge denne artikel fra EETimes.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:20
| TrackBack (0)
| Permalink
12.10.2004
Live fra Smart Labels Europe
Kategori: Arrangementer
Det store fremmøde på Smart Labels Europe er et sikkert tegn på, at RFID teknologien er i fremmarch. Ifølge arrangøren IDTechEx gæster mere end 250 deltagere Europas største konference om RFID, der frem til i morgen finder sted i Nice.
Et væld af forskellige brancher er repræsenteret; lige fra japanske etiketproducenter til udbydere af løsninger til liftkort på skisportssteder. De har alle set teknologiens potentiale, men gentagende lyder kravet om billigere tags og bedre læserater.
Hold øje med webloggen for flere live nyheder fra Smart Labels Europe.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 17:37
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
08.10.2004
RFID boomer i biblioteker
Kategori: Analyser/fremsyn/links
En lang række steder er biblioteker gået over til at tagge samtlige bøger. I USA har over 250 biblioteker skiftet stregkoden ud med RFID chips, herhjemme har en række biblioteker gjort det samme. Selv i Vatikanets Bibliotek er de 2 millioner værker ved at konvertere til ny teknologi.
Fordelene ved tagging af bøger er dels et bedre flow ved udlåning af materialer. Som låner er man fri for at stå i kø ved udlånsskranken og kan i stedet gå i gennem en port med RFID-læser, der registrerer de nye lån. Desuden hjælper teknologien på bibliotekernes effektivitet ved lettere at kunne identificere en bestemt bog. I tilfældet med Vatikanets Bibliotek tæller tyverisikring som det væsentligste argument for implementeringen af RFID. Samlingen indeholder mange uerstattelige og kostbare værker, som kan dateres helt tilbage til år 206.
Men overgangen til RFID teknologi skal også ses som et skift i bibliotekernes selvopfattelse. Nutidens biblioteker søger efter at blive informationssupermarkeder, hvor låneren kan blive inspireret, serviceret og forhåbentligt også lidt klogere. Her spiller RFID teknologien en væsentlig rolle, da man fx kan gøre det muligt at henvise lånere til andre værker eller måske til filmen bag bogen. Mulighederne er mange, og biblioteker landet over afprøver teknologien i forskellige nye opsætninger, der kan give biblioteksgæster en bedre oplevelse. Innovation Lab er involveret i indtil flere projekter, der kan skubbe bibliotekerne ind i en ny epoke.
Biblioteksinteresserede bør kigge nærmere på www.libraryrfid.net
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:34
| TrackBack (0)
| Permalink
06.10.2004
Fremtidens Blockbuster
Kategori: Media Species - Medier
På CEATEC, der bedst kan betegnes som en japansk pendant til den årlige Cebit-messe i Tyskland, bliver alverdens nye it-produkter præsenteret i disse dage. På messen finder man området RFID Plaza, som rummer et væld af RFID applikationer.
Det interessante ved udstillingen er, at løsningerne i langt højere grad henvender sig til forbrugerne, end vi kender det i vesten. RFID Plaza fokuserer på, hvordan teknologien skaber nye livsstile og nye markeder. Fra udstillingens hjemmeside er der bl.a. beskrivelser af en løsning til tagging af grøntsager, hvor holdbarheden og ikke mindst skadelige bakterier kan registreres.
Desuden ser japanerne et stort potentiale ved at anvende RFID indenfor genbrug og affaldssortering.
Men også underholdningsindustrien er langt fremme. Ifølge RFID in Japan har Mitsubishi Electric indrettet en Future DVD Shop, hvor kunderne får monteret et display på hovedet. Alle DVD film er taggede, og en RFID læser i hylden registrerer, når kunden løfter en DVD for at se nærmere på filmen. I det øjeblik kunden løfter DVD’en, afspiller displayet en lille bid af den valgte film. Den japanske nyhedsside Asahi har en artikel og ikke mindst et billede af det futuristiske setup, som vil gøre turen ned i Blockbuster langt mere interessant.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:54
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
04.10.2004
Status fra EPCglobal US Conference
Kategori: Arrangementer
Amerikanske medier melder om stor tilslutning og spørgelyst til sidste uges EPCglobal US Conference i Baltimore. Konferencen omhandlede arbejdet med standardisering indenfor RFID med særligt fokus på EPC’s generation 2 standard. Dog mangler EPC en ratificering af standarden og dermed også beviser for, at RFID produkter rent faktisk kan fungere med den nye standard. De forventes at ske i løbet af en måneds tid, men det har fået branchen til at tøve. Fx beskriver RFID Journal hvordan generation 2 standarden skaber en afventende holdning. Det medfører, at udbydere af RFID løsninger kun udfører små eller kortsigtede ordrer.
RFID Update beskriver stemningen på konferencen som behersket optimistisk. Mange virksomheder har set lyset i RFID som teknologien, der kan synliggøre værdikæden, men hypen er trykket af de konkrete praktiske problemer, som en fuld implementering vil medføre.
I sidste ende handler det om data. Både hvordan relevant data skal integreres i forbedrede forretningsløsninger, som Wireless IQ skriver om. Men også rent praktisk i forhold til hvordan data indsamles og sorteres, så databaserne ikke får forstoppelse. Udfordringer er et anliggende for middleware udbyderne, der bør opsætte infrastrukturen i RFID baserede løsninger, så systemet kun indsamler og behandler relevant data. Eller som Alan Estevez fra det amerikanske forsvarsministerium udtrykker det: ”Making the technology work and making sure it pays off is the real challenge.”
(Kilde: Information Week)
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:48
| TrackBack (0)
| Permalink
01.10.2004
Ready to take of
Kategori: Helt uden for kategori
To af flyindustriens giganter er gået sammen for at sætte standarder indenfor automatisk dataindsamling. Både amerikanske Boeing og franske Airbus har set fordelene ved RFID, hvor mulighederne for at præcisere lagerbeholdningen og dermed reducere omkostninger er den væsentligste fordel. I flyindustrien er sikkerhed et emne af høj prioritet. Implementering af RFID kan give detaljerede informationer om hver enkelt del fra flyspids til haleror – heriblandt serienumre, fabrikat og oplysninger om vedligeholdelse.
For at gennemtrumfe en standardiseret udbredelse af taggede flydele har Boeing og Airbus indgået et samarbejde. På trods af at de to virksomheder er direkte konkurrenter, er fordelene ved en branchespecifik standard så klare, at det har skabt basis for samarbejdet. Ifølge Computerworld har Boeing estimeret, at 70 % af deres leverandører også fabrikerer dele til Airbus’ fly.
Taktikken for at sætte standarder er kommunikation. Boeing og Airbus står bag tre konferencer om automatiseret dataindsamling i flyindustrien, hvor alle interesserede er inviteret til at høre om visioner og planer. Den sidste konference finder sted i München d. 19-20. oktober.
Med andre ord: Et vink med den store vognstang fra flyindustriens giganter. Enhver aktør i branchen bør følge med i, hvor Airbus og Boeing trækker udviklingen hen.
Selve implementeringen er allerede i gang. Boeing kører sammen med Delta Air Lines et testprojekt omkring tagging af motordele på flyene.
Airbus starter derimod indefra. Til konferencen RFID-enabled SCM i København fortalte Jens Heitmann om udviklingen i Airbus. Et forestående projekt foregår i samarbejde med Lufthansa omkring tagging af passagersæder er godt undervejs. Imens kan Airbus koncentrere sig om de tekniske udfordringer i implementeringen. RFID tags og metalliske genstande giver støj på linien, det samme gør turbulens. I det hele taget fokuserer Airbus på sikkerhed og kryptering i tilgangen til data.
RFID Journal har publiceret en overskuelig artikel om standardudviklingen i flyindustrien.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:18
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
|