|
« december 2004 |
Oversigt
| februar 2005 »
31.01.2005
Det talende medicinglas
Kategori: Techsperience - Oplevelser
”Bjarne Jensen, Cycramil, Tag to piller dagligt, bivirkninger i form af let svimmelhed kan forekomme.” Sådan kan det lyde, når det såkaldte ScripTalk Audible Prescription system fortæller pillebrugeren om medicinglassets indhold og ordination. Specielt hensigtsmæssigt for blinde, svagtseende eller ordblinde, som af gode grunde har svært ved at skaffe de nødvendige informationer om medikamentet.
Virksomheden En-vision America står bag de talende pilleglas, der er baseret på et relativt simpelt setup. Hvert pilleglas er udstyret med en label med et indlejret RFID tag, som bliver sat på glasset, når medikamentet udskrives på apoteket. I hjemmet kan pillebrugeren få læst informationerne om medikamentet højt ved at føre en håndholdt ScripTalk Reader op foran pilleglasset. Læseren modtager informationerne fra pilleglassets intelligente label og omsætter det til tale gennem den indbyggede højtaler. Det giver en større tryghed i forbindelse med medicinindtagelsen og kan reducere fejlmedicinering. Og her er der et stort problem at tage fat på: Ifølge en rapport fra Institute of Medicine anslåes det, at der hvert år dør mellem 44.000 og 98.000 mennesker i USA som følge af fejlmedicinering. Til sammenligning er tallet for trafikdræbte 43.458.
Sundhedssektoren i USA har hidtil været tilbageholdende med specielt medicinsk udstyr af denne kaliber, skriver ASHP News. For nylig har sundhedsadministrationen for krigsveteraner (Veterans Health Administration) færdiggjort en plan, der skal give mere end 33.000 blinde krigsveteraner adgang til talende pilleglas.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:32
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
28.01.2005
Superjumbo med 10.000 tags
Kategori: Helt uden for kategori
For nylig blev forhænget trukket fra på Airbus’ flyfabrik i Toulouse, og Jacques Chiraq og 5000 andre gæster kunne beundre verdens største flyvemaskine. Med sine 73 meter og plads til minimum 555 passagerer i to etager er Airbus A380 langt større end konkurrenten Boeing’s legendariske 747.
Teknologisk kan A380 bryste sig af at være udstyret med 10.000 RFID tags, skriver RFID Insights. Størstedelen af disse tags er placeret på løsdele i kabinen såsom passagersæder, redningsveste, iltmasker. Sikkerhed er højt prioriteret indenfor luftfart, og før hver afgang skal der udføres en stor mængde inspektioner og rutinetjek. De taggede objekter giver store tidsbesparelser, når personalet skal indberette om der fx er placeret redningsveste under samtlige 555 sæder. Ved sådanne rutinetjek kan systemet informere, hvis nogle af løsdelene mangler eller trænger til at skiftes ud.
Mens Airbus er ved at implementere RFID i kabinen, er Boeing begyndt på at tagge mekaniske dele. Fordelene er synlige: Ifølge RFID News, skønner AMR Research, at 70 % af flymekanikeres arbejdstid bliver brugt på at lokalisere reservedele. Her kan RFID effektivisere lagerstyringen og gøre det lettere at finde de rigtige objekter.
Indenfor flyindustrien er der gjort mange tiltag for at standardisere og udvikle RFID baserede løsninger. Udviklingen drives i et bemærkelsesværdigt parløb af Boeing og Airbus, som tidligere er beskrevet på RFID Vidensbank.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:42
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
26.01.2005
Fremtidens lufthavn
Kategori: iSociety - Offentlige
I dag skal passagerer, der flyver fra Narita Lufthavnen i Tokyo og til udlandet, have checket ind senest 2 timer inden afgang. Med RFID tags i boardingpasset vil det i fremtiden være nok at stemple ind en halv time inden afgang. RFID in Japan skriver, at et pilotprojekt med elektroniske boarding passes bliver sat i værk i begyndelsen af februar. I en periode på to måneder kan flypassagerer, der er med i All Nippon Airways’ eller Japan Air Lines’ bonusordninger, få udleveret et elektronisk RFID kort i stedet for et boarding pass. Kortet indeholder informationer om passagerens destination samt referencer til biometriske oplysninger om passagerens iris og fingeraftryk. Alle relevante informationer om passageren er registreret i forvejen, og check-in kan foregå mere effektivt og tilmed mere sikkert. I praksis foregår check-in ved, at passageren går igennem en kontrolport, hvor fingeraftryk og iris bliver registreret. Disse informationer sammenlignes med data fra lufthavnens database og passagerens elektroniske boarding pass. Check-in er gennemført, hvis informationerne stemmer overens.
RFID bliver allerede brugt til bagagehåndtering i en lang række lufthavne verden over. De mest avancerede løsninger som i McCarran lufthavnen i Las Vegas, har RFID tags indbygget i den strimmel, der bliver sat på kuffertens håndtag. Narita lufthavnen udvider denne tekniske løsning med en service, der tilbyder passagerer at få hentet den tunge bagage på hjemmeadressen. Passagerne behøver altså ikke selv bekymre sig om at fragte kufferten til lufthavnen, og på mobiltelefonen kan passageren hele tiden følge med i, hvor kufferten befinder sig henne. Track and trace på kufferten med andre ord.
Begge pilotprojekter er en del af det stort anlagte e-airport koncept, som japanske transportmyndigheder har iværksat. Målet er, at gøre Narita lufthavnen til den mest teknologisk avancerede i verden, og udbyde nye services for passagerer. Der er i alt tilknyttet fem projekter til e-airport, hvoraf RFID indgår i de to.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:24
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
24.01.2005
Supermarkederne gør fremskridt
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Når snakken falder på gennemgribende RFID projekter i logistik, er det typisk de store supermarkedskæder, der bliver refereret til. Amerikanske Wal-Mart, Britiske Tesco og Tyske Metro har alle proklameret, at de satser på RFID. Derfor har de stillet mandat overfor en række leverandører, om at de skal levere paller, kolli og i nogle tilfælde også de enkelte varer med RFID tags. Kommunikationsansvarlige fra de tre virksomheder fortalte under sidste uges konference, Redefining Retail i New York om deres erfaring med implementering af RFID.
Alle implementeringsforsøg er i fremgang, og i Wal-Mart’s eksempel er antallet af taggede paller og kolli stigende. Det samme gør sig ikke gældende for læseraten; Wal-Mart’s kommunikationsansvarlige Linda Dillman kunne ifølge RFID Journal godt tænke sig højere læserater, men understreger at RFID er en langvarig proces. Det kan tage flere år inden Wal-Mart og leverandører kan få det fulde udbytte af teknologien til at synliggøre forsyningskæden.
Metro har derimod ikke samme problemer med læseraten. Ifølge denne pressemeddelelse har Metro opnået læserater på 99% på deres mest travle distributionscenter. Den trådløse kommunikation er desuden fuldt kompatibel med de europæiske ETSI standarder for RFID. Metro’s pæne læserater er dog kun på palle-niveau, men resultatet er opløftende for de fremtidige planer. Disse planer omfatter fuld implementering af RFID i forsyningskæden, og udvikling af en række forbrugerorienterede services i Metro’s supermarkeder. En smagsprøve på, hvad fremtidens supermarked kan gøre for forbrugeren, kan ses på future-store.org.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:36
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
21.01.2005
Mange perspektiver i fødevaresektoren
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Brancheorganisationerne Fødevareindustrien, ITEK, Emballageindustrien og Plastindustrien havde inviteret til konferencen RFID - perspektiver i fødevaresektoren. Målet med konferencen var at samle den nyeste viden indenfor RFID med henblik på, at få parter på tværs af brancher til at arbejde sammen i et fælles demoprojekt. Ved konferencens afslutning havde arrangørerne allerede modtaget de første tilkendegivelser fra aktører, der vil deltage i et kommende demoprojekt. Arrangørerne håber på flere tilbagemeldinger de kommende dage.
Teknologiens udfordringer blev belyst på konferencen. Alt fra de teknologiske mulig-heder og de praktiske udfordringer i implementeringen til de økonomiske perspekti-ver og de etiske overvejelser med udbredelse af RFID teknologi i fødevaresektoren blev bragt på banen. Mod konferencens afslutning havde de mere end 70 deltagere fra forskellige brancher mulighed for at debattere grundlaget for det kommende demonstrationsprojekt. På deltagerlisten figurerede virksomheder fra forskellige brancher, men de store detailhandelskæder var savnet.
I tilknytning til konferencen er der oprettet et midlertidigt diskussions- og kontaktforum, som deltagere på konferencen opfordres til at benytte.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 16:30
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
19.01.2005
RFID chips af plastik
Kategori: Helt uden for kategori
Ny teknologi gør det muligt at fremstille RFID chips af plastic. Virksomheden PolyIC er et joint-venture mellem elektronikgiganten Siemens og Kurz, der er specialiseret indenfor varmfolietryk. PolyIC har netop hævdet, at de har fremstillet verdens hidtil hurtigste RFID chip baseret på organisk materiale. I tekniske termer er løsningen baseret på polymer elektronik, der generer et kredsløb på chippen af letopløselige organiske kæder. Sammensættes disse på den rigtige måde kan polymer lede strøm på overfladen af ethvert materiale. Det betyder at man kan printe en RFID chip ud, der fysisk består af fire lag plastikfolie med hver deres elektriske evner. Og sådan en er billig.
Målet er at kunne producere plastik RFID chips til 1,3 US Cents (7,5 øre) stykket, udtaler en forsker fra Siemens i et interview til Computerworld. I dag er stykprisen på RFID chips fra 2 kr. og opefter og dermed en af de væsentligste forhindringer for en massiv udbredelse af RFID. PolyIC forbedrer hastigt deres chip: For tre måneder siden skrev IDTechEx, at chippen kunne udsende radiosignaler med en frekvens på 125 KHz. Den relancerede chip kan præstere 600 KHz, hvilket gør den til den hurtigste plastik chip nogensinde. Målet er at levere 13,56 MHz i 2008, hvilket vil gøre chippen i stand til at kommunikere med andre højfrekvente RFID chips.
Organisk materiale er blot et af de mange områder, som printteknologien udforsker. Mange steder finder der forsøg sted, hvor elektriske kredsløb printes på emballagen med elektriske ledende blæk af fx kobber eller grafit. Printteknologierne skal dog stadig udvikles en del, inden de bliver et egentligt alternativ til traditionelle, ætsede chips af silicium.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:41
| TrackBack (0)
| Permalink
17.01.2005
RFID Onside
Kategori: Helt uden for kategori
Det tyske firma CAIROS har udviklet en løsning, der angiver såvel fodbold og spilleres position i realtid og 3D. Systemet er udviklet i samarbejde med det tyske forskningssamarbejde Fraunhofer og udmærker sig ved at være ganske præcist med en nøjagtighed på helt ned til 3 cm. RFID tags monteret i spillernes benskinner og inde i selve bolden sender informationer om spillernes position 750 gange i sekundet - for fodboldens vedkommende sker det 2000 gange i sekundet. Disse data indsamles af antenner, der er placeret omkring grønsværen og oppe under taget på stadion. Positionen af hvert tag bliver så beregnet på baggrund af den tidsforskel, som de forskellige antenner modtager signalet på.
Disse data kan bruges til at beregne parametre såsom spillernes hastighed, skudstyrke og om muren står 9,15 meter væk fra bolden ved frispark. Alle disse data kan omsættes til grafiske repræsentationer, som kan sendes ud som statistiske services til tilskuernes mobiltelefoner eller vises på tv-skærmene hjemme i stuerne. CAIROS samarbejder med arrangørerne af VM slutrunden i 2006, så det er sandsynligt at disse statistiske services vil være tilgængelige dér.
Men også dommeren kan gøre brug af CAIROS løsning. To danske studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus har på basis af CAIRO videreudviklet systemet, så det er muligt at registrere når spillere står offside. Det kunne hjælpe liniedommere i deres utaknemmelige arbejde. Det menneskelige øje kan ikke fokusere på to ting på én gang, og derfor kan det i visse situationer være fysisk umuligt at observere, om en spiller står offside i afleveringsøjeblikket. Hvordan systemet fungerer kan ses i dette indslag fra TV2 Østjylland.
På trods af systemets mange muligheder er der stadig væsentlige udfordringer i udviklingen. CAIROS tester i øjeblikket, hvordan RFID tagget i fodbolden kan monteres, så det både kan tåle konfrontationer med målstolper på over 100 km/t og samtidig ikke har indflydelse på boldens bevægelse. Desuden er den internationale fodboldorganisation FIFA konservative i forhold til at indføre moderne teknologier i fodboldspillet.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:18
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
16.01.2005
TV-omtale af overvågningssystem
Kategori: Analyser/fremsyn/links
TV2 Nyhederne bragte i går et indslag (#9) om et overvågningssystem til skolebørn i en forstad til Houston. Indslaget giver et godt indtryk af, hvordan et sådan system virker i praksis.
Overvågningssystemet er baseret på RFID og har tidligere været omtalt her på RFID Vidensbank
Skrevet af Joakim Ditlev kl 19:51
| Kommentarer (2)
| TrackBack (0)
| Permalink
14.01.2005
Overvågning af farlige kemikalier
Kategori: Care Ware - Sundhed
NASA’s Dryden Flight Research Center har netop færdiggjort test af det kemiske lagersystem, ChemSecure. Testen har fundet sted over 90 dage på kemiske anlæg på Edwards Air Force Base i Californien, og resultaterne er generelt positive. Udover at holde styr på lagerbeholdningen kan ChemSecure automatisk alarmere bestemte medarbejdere ved kritiske hændelser. I tilfælde af kemisk udslip får miljøansvarlige besked over e-mail eller SMS. Er der tale om tyveri bliver et vagtvæsen kontaktet. Er den helt gal ved fx større udslip bliver basens sikkerhedsansvarlige alarmeret, og systemet vil aktivere nødprocedurer til evakuering.
ChemSecure kan deles ind i to hovedfunktioner. Det ene består af et konventionelt lagersystem, hvor alle kemiske beholdere bliver udstyret med et passivt RFID tag. I lagerets porte er der monteret RFID læsere, der registrerer enhver transport af kemikalier og konstant holder styr på den aktuelle beholdning. Den anden funktion er specifikt rettet mod kemikalierne. Microsensorer er placeret strategisk rundt omkring på faciliteterne. De registrerer temperatur, vægt, bevægelse og fugtighed og kan dermed opdage, hvis en kemisk beholder er sprunget læk.
Systemet opfanger enhver konflikt, hvilket også kan være i tilfælde hvor to neutrale kemikalier, der kan udvikle farlige kemiske reaktioner ved sammenblanding, er placeret for tæt på hinanden. Alle oplysninger om de kemiske stoffer er hentet fra Hazardous Material Management System (HMMS), der er det amerikanske forsvarsministeriums omfattende katalog over farlige materialer. Faciliteterne i Dryden anvender i forvejen HMMS, og gevinsten med implementering af RFID og microsensorer er den automatiske håndtering af information, der kan forbedre sikkerheden på lageret.
På trods af den succesfulde test får NASA Dryden svært ved at finansiere en fuld implementering af ChemSecure, skriver Information Week.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:51
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
13.01.2005
Verden har brug for vagthunde
Kategori: iSociety - Offentlige
Debatten om forbrugerrettigheder er intens i USA. Flere foreninger og bevægelser på nettet har set sig sure på RFID teknologien, og det vækker bekymringer i industrien. Mest kendt blandt de teknologiske modstandsbevægelser er Caspian – en forkortelse for Consumers Against Supermarket Privacy Invasion And Numbering. I 2003 lancerede de en kampagne mod Gillette, da det blev kendt, at virksomheden havde indbygget skjulte RFID tags i pakker med barberblade for at undgå tyveri. Denne artikel fra Silicon.com beskriver, hvordan systemets tilknyttede funktionalitet vakte harme: I det øjeblik en pakke forlod hylden, tog et nærliggende kamera et billede af personen ved hylden. Denne form for skjult overvågning kunne Caspian ikke tolerere, og derfor opfordrede organisationen til boykot af Gillette’s produkter. Bl.a. gennem denne hjemmeside.
Verden har brug for vagthunde, og episoden med Gillette er et godt eksempel på, hvordan man IKKE skal implementere RFID løsninger. Mistillid mødes med mistillid, og Gillette har sat RFID under et mere mistænkeligt lys, end teknologien er berettiget til. Herhjemme har vi ikke set nogen nævneværdig modstand mod RFID. Det vil vi næppe se, så længe de implementerede løsninger ikke udfordrer privatlivets fred.
Et kritikpunkt mod organisationer som Caspian er, at organisationen er meget ensidig i sin argumentation. RFID er per definition af det onde, og artiklerne på hjemmesiden skal derfor læses med et gran salt. Særligt når det gælder beskrivelser af RFID teknologiens tekniske formåen, da disse kan være stærkt overdrevne.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:55
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
10.01.2005
På ungdomsferie med RFID billet
Kategori: Future Living - Fritid
Gæster der til sommer rejser med Dansk Ungdomsferie på busrejse til Spanien vil få billetter med indbyggede RFID tags. Billetten indeholder et unikt ID, der kan fremkalde specifikke informationer fra en database om gæsten. Det er informationer om gæstens navn, adresse, destination, ankomst- og afrejsedato samt information om gæstens rejseforsikring. Informationerne kan opdateres under rejsen, og rejselederen kan igennem systemet tilmelde gæsterne til udflugter eller andre tillægsprodukter. Det giver gæsterne mere information, og rejseledernes arbejde med registrering og optælling bliver foretaget automatisk ved at aflæse billetten med en scanner.
På en busrejse er der typisk flere opsamlingssteder. Her registrerer guiden passagerernes RFID billet med en PDA, når de stiger ombord i bussen og oplysningerne sendes straks til booking- og guidesystemets centrale database via mobilnettet. Disse oplysninger kan overføres elektronisk til indkvarteringsstedet, hvilket sikrer en mere glidende procedure, når der skal tjekkes ind på hotellet. Derudover har rejsearrangørerne altid en opdateret passagerliste, hvilket er nyttigt i tilfælde af forsinkelser eller uheld under transporten.
Bag udviklingen af systemet står IDzone, der har testet systemet i samarbejde med Dansk Ungdomsferie. De første RFID billetter bliver udsendt til solhungrende, unge danskere i denne måned.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:27
| TrackBack (0)
| Permalink
05.01.2005
Er trådløse betalingskort sikre?
Kategori: Future Living - Fritid
I fremtiden vil de fleste økonomiske transaktioner foregå via trådløs betaling. Mange af nutidens kontantbetalinger , hvor det handler om mindre beløb, der skal betales i farten, har RFID teknologien potentiale til at kunne overtage. For nylig lancerede MasterCard PayPass, som er et elektronisk betalingskort med indbygget RFID chip. Med dette kort kan man betale blot ved at vifte kortet nogle få centimeter foran en terminal. Dette ”kontaktløse” system gør betalingsproceduren hurtigere, hvilket er et væsentligt konkurrenceparameter i bl.a. fast-food restauranter, billetsalg til offentlig transport og drive-in butikker.
Når betalingen foregår kontaktløst stiller det spørgsmålstegn ved sikkerheden. På en debat om emnet på blogcritics.com er en talsmand fra MasterCard citeret for, at PayPass er mindst lige så sikre som traditionelle betalingskort. Chippen i kortet sikrer mod forfalskninger, og desuden giver løsningen mere kontrol til forbrugeren, da man ikke behøver at aflevere det til en butiksansat. MasterCard’s væsentligste sikkerhedsargument skal imidlertid findes i, at forbrugeren ikke har erstatningsansvar ved uautoriseret brug.
PayPass er et konvergensprodukt og har både indbygget RFID chip og den velkendte magnetstribe. Kortet skal bruges på almindelig vis, når det samlede beløb overstiger 25 US$. Her vil kortets ejer stadig skulle indtaste PIN-kode eller afgive signatur. Den kontaktløse betaling uden godkendelse fra brugeren er derfor kun beregnet til småbeløb. I tilfælde af tyveri gælder de samme regler som nu, og forbrugeren skal derfor ikke selv hæfte for beløbet, medmindre der er udvist grov uagtsomhed.
MasterCard har allerede kørt pilotprojekter med burgerkæden McDonalds og har netop indgået et samarbejde med Sheetz, - en amerikansk butikskæde af døgnåbne sandwichbarer. Interessant bliver det at følge udviklingen for trådløse betalingsløsninger i USA, mens vi stadig kæmper med langsomme og ukampdygtige chipterminaler til Dankort herhjemme.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:43
| Kommentarer (5)
| TrackBack (0)
| Permalink
03.01.2005
Trådløse nøglekort
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Det fortryllede oversigtskort Marauders’ Map fra Harry Potter universet er ikke længere fantasi. Virkelighedens udgave af Marauders’ Map hedder Wavedancer. Med løsningen kan man som i Harry Potter se, hvor alle personer befinder sig i en bygning. Derudover kan systemet opsættes, så man kan tildele unikke adgangstilladelser eller opsætte alarmer, hvis en person træder ind i et bestemt lokale eller område.
Wavedancer er en kombination af tre elementer. Bygningen kortlægges ved hjælp af antenner til trådløst netværk (WLAN), der inddeler det dækkede område i fintmaskede koordinater. Disse koordinater overføres i en softwareapplikation, hvorfra en administrator kan se en grafisk repræsentation af det afdækkede område. Herfra kan administratoren definere adgangstilladelser og alarmzoner til specifikke nøglekort. Kortene er baseret på RFID teknologi, og systemet indbefatter elektronisk styrede låse. Hermed er det muligt for personen med nøglekort at åbne en låst dør blot ved at stille sig foran den. Det gælder dog kun for de døre, som personen er blevet tildelt adgang til.
Løsningen kan finde anvendelse i fx fængsler eller lukkede institutioner, hvor det er vigtigt både at holde den stramme adgangskontrol intakt og at kunne holde opsyn med de ansatte i tilfælde af overfald. Wavedancer’s løsning udmærker sig ved at have et veludviklet administrationsinterface.
Systemer til adgangskontrol er set tidligere. Bl.a. har Texas Instruments lavet et universelt trådløst adgangskort til offentlige bygninger.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:10
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
|