|
« Behov for myteaflivning |
Oversigt
| Japanere får trådløst ID »
11.05.2005
Mobilen husker foretrukne butikker
Kategori: Techsperience - Oplevelser
Et japansk firma har netop lanceret en service, der kobler forbrugere og butikker sammen, skriver RFID in Japan. I Japan vinder RFID tags i mobiltelefonen stadig større udbredelse, og det er netop forudsætningen for servicen. Ved at placere mobiltelefonen foran en RFID læser, der er placeret i butikken, bliver butikken arrangeret under foretrukne. I samme stil som foretrukne hjemmesider kan arrangeres i en webbrowser. Når kunden har accepteret butikken som foretrukken, kan vedkommende nemt få adgang til butikkens udbudte information såsom aktuelle tilbud, nyheder og konkurrencer.
I hvor høj grad butikken kan pushe tilbud ud til forbrugerne på denne måde, melder historien ikke noget om. Men da kunden selv foretager handlingen og tilmelder sig i butikken, må det alt andet lige give butikken de samme rettigheder, som ved udsendelse af nyhedsbreve og andet personlig henvendt markedsføring. Det giver store muligheder indenfor en disciplin som permission marketing, hvor butikkerne kan udsende segmenterede tilbud og informationer til kundekredsen.
I første omgang ligner servicen noget, der kan bruges af storshoppende og brandfikserede teenagere. Men på længere sigt kunne det måske erstatte weekendens enorme bunke af tilbudsaviser...
Skrevet af Joakim Ditlev kl. 11.05.2005 14:18
|