|
« maj 2005 |
Oversigt
| juli 2005 »
28.06.2005
Chippen uden kredsløb
Kategori: Helt uden for kategori
En chip uden kredsløb! Det er faktisk muligt at fremstille, og teknikken er blevet optimeret til RFID tags. Den såkaldte ”surface acoustic wave” (SAW) teknologi bruges til at lave systemer baseret på Global Saw Tags (GST). Teknikken er kendetegnet ved, at chippen ikke har noget integreret kredsløb til at lagre data. I stedet bliver unikke mønstre indgraveret i overfladen på bestemte materialer. Det er således ikke muligt at ændre den unikke kode på en SAW tag, når først taggen er blevet fremstillet. Men det er stort set også den eneste ulempe ved GST, der har en lang række anvendelsesmuligheder indenfor bl.a. forsyningskæder. RFID News & Solutions sammenligner her SAW tags med traditionelle RFID tags.
SAW tags er traditionelle RFID tags overlegne på en lang række områder. Fordi SAW tags kører på en høj frekvens, er de ikke så følsomme overfor væsker og metaller, som ellers er et typisk problem med RFID tags. SAW tags har ikke tilsluttet nogen strømforsyning, men kan alligevel læses i en afstand på op til 30 meter. Det skyldes at radiobølgen er mere koncentreret og skydes af sted som en kort impuls, der bliver forstærket i selve chippen. For de teknisk interesserede har RF SAW, som er den førende producent af SAW hardware, en gennemgang af teknologien og opremser de yderligere fordele med teknikken.
Al denne tekniske snak er vigtig af to grunde: Hvis RFID skal opnå massivt gennembrud, skal enhedsprisen ned og ydeevnen op. Det grundlæggende problem for prisen er silicium, som chips som regel er fremstillet af. Producenter af hardware forsøger sig med nye fremstillingsteknikker, der udover SAW tags også omfatter printede chips af elektisk ledende blæk, polymer elektronik med en chip af plastic eller chips, der er fremstillet med en diode af quartz. Alt sammen kan på længere sigt fremstilles billigere, når teknikken er færdigudviklet, og producenterne begynder at modtage store ordrer.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 17:03
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
27.06.2005
Laxomaten
Kategori: Analyser/fremsyn/links
En mellemting mellem en automat og en døgnkiosk. Sådan kan Sveriges nyeste butikskoncept lettest betegnes. I ”Laxomaten” kan man, som navnet antyder, automatisk købe tilberedte lakse- og andre fiskeretter. Laxomaten er fysisk udformet som en lille butik, der ikke fylder meget mere end en stor køledisk. Som det fremgår på billederne fra Laxbutikens hjemmeside ligger selve butikken bag dobbelte aflåste glasdøre. Kunden kan åbne dørene ved at identificere sig med et af de gængse kreditkort. Alle butikkens varer har indbygget RFID tags, og ved betalingsterminalen ved udgangen får kunden en saldo på sine køb. Herefter kan kunden betaler for læskedrik og fiskeanretning, og yderdørene går op automatisk.
Laxomaten gør ekspedienten overflødig, og det er således ikke noget problem at holde døgnåbent. Sydsvenskan beretter, at den første Laxomat åbnede i marts måned ved motorvejen nord for Halmstad. Bliver konceptet en succes, har indehaverne planer om, at der skyder flere små ubemandede laksebutikker op andre steder i svenskens land.
På den negative side falder manglen på personlig betjening naturligvis i øjnene. Det er en generel betragtning, at tanken om fuldautomatiske butikker er kold og skræmmende. Af samme grund er det ikke sandsynligt, at RFID gør kassedamen overflødig alle steder – teknologien vil snarere fungere som et supplement ved at facilitere fuldautomatiske butikker.
Mit bud er, at supermarkedet i store træk vil bestå, som vi kender det i dag. RFID teknologien vil derimod markant ændre døgnkiosker, servicestationer, automater i forskellige afskygninger og til en vis grad også discountbutikker. Laxomaten er blot én af mange måder at gentænke butikskonceptet på ved hjælp af RFID.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:07
| TrackBack (0)
| Permalink
23.06.2005
Lego indtræder i EPCglobal
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Med RFID smelter atomer og bits sammen, og vi får et internet af ting. Sådan lyder spådommen, men vejen dertil går gennem et enormt standardiseringsarbejde på tværs af industrier og kontinenter. EPCglobal er den primære drivkraft i at udvikle globale standarder for udveksling af RFID baseret kommunikation.
EPCglobal har på verdensplan små 550 medlemmer – primært fra USA. I sidste uge indtrådte Lego som det 4. danske medlem i samarbejdet. Legetøjsproducenten indgår i kategorien End Users, der også har ContainerCentralen på listen. Generelt inkluderer End Users virksomheder, der har varer i omløb i forsyningskæden. Den anden kategori er Solution Partners, der bl.a. omfatter soft- og hardwareleverandører, system integratorer, konsulentvirksomheder og kursusvirksomheder. I Danmark tæller listen over medlemmer Lyngsoe Systems og Teknologisk Institut.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 14:27
| TrackBack (0)
| Permalink
21.06.2005
RFID testcenter indviet
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Båndet mellem to RFID læsere i en læsseport, blev i eftermiddags klippet over med en gylden saks. Det markerede indvielsen på det første danske RFID testcenter. Centeret er godkendt af EPCglobal og er beliggende ved Teknologisk Institut i Taastrup. Testcentret er etableret i samarbejde med en række virksomheder fra ind og udland. Her kan Dr. Paul Singh fra Michigan State University og Michael McCartney fra QLM Consulting fremhæves; de er i kraft af praktiske erfaringer fra RFID projekter eksperter på området, og vil fremover kunne inddrages som konsulenter i testforløb.
Meningen med testcentret er at stille danske virksomheder faciliteter til rådighed, når de skal eksperimentere med RFID taggede paller, kolli og stykgods. For som det blev gennemgået på den tilhørende konference, er det langtfra ligegyldigt, hvor man placerer tags, hvilken hastighed de passerer læseren med, og hvilken temperatur og luftfugtighed, der er i lokalet. Testcenteret kan bruges til at finde fejlkilder, så læseraten på RFID tags kan optimeres. Desuden har Teknologisk Institut indgået aftale med Frode Laursen A/S om at benytte et nærtliggende distributionscenter til tests i støjfyldte miljøer.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 19:42
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
20.06.2005
Generation 2 på fremmarch
Kategori: Analyser/fremsyn/links
RFID er blevet udskældt for ikke at fungere stabilt nok. Derfor har EPCglobal udviklet Generation 2 protokollen, der skal sikre en bedre ydeevne. Siden Generation 2 blev ratificeret i december 2004, har en lang række producenter af hardware og software udviklet løsninger til denne standard.
Foråret har budt på mange produktlanceringer; senest har Texas Instruments og Philips, der er markedsdominerende inden for produktion af halvledere og RFID tags, annonceret et samarbejde omkring test af Generation 2 kompatibelt udstyr. Yahoo News skriver, at samarbejdet skal sikre, at hardware kan fungere tilfredsstillende uafhængigt af producenten. For selvom hardwaren anvender en godkendt standard, kan der være stor forskel på ydeevnen af de forskellige producenters hardware.
Samarbejdet ventes at sætte skub i implementeringen af Generation 2 kompatible produkter. Den hidtil første implementering med Generation 2 blev annonceret af den tyske supermarkedskæde Metro i sidste uge, skriver RFID Journal. Systemet er en udbygning af Metro’s eksisterende RFID løsning i forsyningskæden, og med opgraderede læsere kan både Generation 1 og Generation 2 tags scannes – indtil videre i to distributionscentre.
Erfaringer fra Metro viser, at Generation 2 tags kan læses op til 10 gange hurtigere. Desuden er problemet med at læse flere RFID tags på samme tid afhjulpet med Generation 2 tags. Protokollen er således langt mere stabil end den Generation 1, men derfor også væsentligt dyrere. Spørgsmålet er så, hvorvidt virksomhederne værdsætter pris eller ydeevne, når RFID skal implementeres i forsyningskæden.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:59
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
14.06.2005
Tags på alt DHL gods fra 2015
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Den internationale division af kurerfirmaet DHL er begyndt at udvikle et globalt system, der skal gøre det muligt at behandle data indsamlet fra RFID tags. Målet er at opnå større kontrol med forsendelserne og at mindske papirarbejde og databehandling for på den måde at reducere omkostninger.
DHL forventer, at infrastrukturen gradvist vil udvikles, så alle forsendelser får monteret RFID tags i 2015. Umiddelbart ikke nogen prangende tidshorisont, men med over 1 mia. forsendelser årligt fordelt på 5000 lokationer er systemet ret omfattende system at opbygge.
I opbygningen af det globale distributionsnet er DHL ikke interesseret i, selv at indsamle informationerne. Meningen er at RFID tags skal fungere som links til information, der findes andre steder. Som et eksempel nævner Information Week, at RFID løsningen kan gøre det nemmere at udfylde tolddeklarationer. Simpelthen fordi tolderne kan tilgå information om varerne ved at scanne dem med en RFID læser. De har på den måde direkte adgang til informationer om forsendelsen gennem en database, som pakkens leverandør har opdateret.
Blandt logistikfirmaer regnes DHL blandt de mest erfarne med RFID. Siden 1998 har de gennemført 20 test og pilotprojekter med RFID.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 10:33
| TrackBack (0)
| Permalink
13.06.2005
Erfaringer fra Irak
Kategori: Hub Jobs - Arbejde
Department of Defense er med massive investeringer en af drivkræfterne i udbredelsen af RFID. Med årlige investeringer på op imod 100 mio. US$ er initiativet noget branchen holder øje med. De konkrete planer er tidligere beskrevet her på RFID Vidensbank og omfatter bl.a., at alle leverandører skal mærke deres gods til det amerikanske forsvar fra nytår 2007.
I forbindelse med den amerikanske indsats i Irak har hæren opbygget et RFID netværk. Det hjælper dem til at holde styr på køretøjer og containere med forskellige typer gods. Fællesnævneren for containere og køretøjer er mobilitet, og derfor er netværket bygget op decentralt. Det betyder, at enhederne kan spores både på centrale lagre og i felten ved hjælp af mobile RFID læsere. Samtidig stiller det andre krav til hardwaren; i modsætning til de fleste andre forsøg med RFID i forsyningskæden lagres data direkte i taggen. Grunden til den markant anderledes infrastruktur er, at der sjældent er adgang til en central database midt i den arabiske ørken, og desuden skal data fra RFID taggen primært bruges til at identificere et objekt.
Udviklingen er ikke helt lyserød. Det teknologiske skifte til RFID har over en periode medført større forsyningsproblemer, skriver Computerworld. Og kombinationen af højteknologisk udstyr og sand har også voldt problemer. De mobile RFID læsere kunne ikke tolerere knas i systemet og brød simpelthen sammen. De er dog blevet genopstillet i mere robuste udgaver.
RFID Society har haft general Charles W. Fletcher i audiens. Han har været logistikansvarlig for den amerikanske hærs indsats i Irak, og fortæller om erfaringerne i RFID Society’s seneste nyhedsbrev.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 12:41
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
07.06.2005
Tyverisikre pakker til postvæsenet
Kategori: Disappearing Factory - Industri
Er der nogen der har pillet ved pakkerne? Det kan pakken automatisk afsløre, hvilket specielt er nyttigt, når indholdet er fortroligt eller kostbart materiale. Svenske Cypak har udviklet både pakketape og forsendelseskasser med en indlejret RFID tag. Hvis emballagen er brudt og genstande fra pakken mangler, kan postvæsenet se præcis hvornår og på hvilket punkt i distributionskæden, svindet har fundet sted. På den måde kan posten reducere internt svind og forbedre kundeservicen.
Når en pakke bliver afleveret på posthuset, bliver oplysninger om pakkens afsender, indhold og destination skrevet til den indbyggede RFID tag. Det sørger postvæsenet for. De sørger også for at scanne pakken, når den ankommer til det endelige postcenter. Hvis pakken har været åben, vil emballagen kunne fortælle om tidspunktet for bruddet. Med det eksakte tidspunkt er det muligt for postvæsenet at spore svindet bagud i forsyningskæden. På den baggrund vurderer det svenske postvæsen, at efterforskningsarbejdet kan reduceres fra to uger til nogle få timer. Det fremgår af denne artikel fra vnunet.
Både det svenske Posten og tyske Deutsche Post er ved at afprøve SecurePak. Den kan desuden opleves på Innovation Labs konference Små detektiver, som foregår i Århus allerede nu på torsdag.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:43
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
03.06.2005
Medicinalindustrien optimerer
Kategori: Care Ware - Sundhed
Pilotprojekter med tagging af medikamenter både i USA og England har givet gode resultater. Optimister i medicinalindustrien spår, at RFID tags bliver standard i løbet af 2006, og at hele forsyningskæden fra producent til pillebruger bliver omfattet af teknologien. Det sker både for at undgå forfalskninger, men også for at sikre en korrekt udlevering og ordinering af medicinen.
I England har man netop gennemført et omfattende, 3-måneders pilotprojekt, skriver vnunet. Gennem testforløbet er 180.000 medicinalprodukter fra forskellige producenter blevet tagget og distribueret til apoteker og hospitaler. De har i testperioden kunnet scanne de taggede medikamenter for at få information om produktet. Tagging af medikamenter giver en bedre garanti for, at det produkt apotekeren afleverer til kunden, er det rigtige og bliver ordineret korrekt. Industrien kan desuden optimere egne forretningsgang og frem for alt kan producenterne beskytte sig mod kopiprodukter. RFID Update skriver, at udviklere af beskyttede medicinalprodukter årligt mister op mod 68 mia. US$ til kopiprodukter.
I USA er to medicinalproducenter på forsøgsbasis i gang med at implementere et softwaresystem, der registrerer produkternes herkomst. Systemet E-Pedigree er en webbaseret løsning, der anvender åbne standarder og er skalerbart. Det gør det muligt at udbygge til en national registrering af alle medikamenter. Dermed får man mulighed for at følge en bestemt vare igennem hele forsyningskæden, og produktet kan selv fortælle om det er originalt – blot ved at slå det op i systemets database. Systemet kan håndtere både medikamenter med RFID tags og stregkoder, skriver SupplyScape, der har udviklet systemet.
Krav fra myndighederne sætter fart i processen i USA. Fx har staten Florida opstillet et mandat om, at medicinalprodukters oprindelse skal kunne spores tilbage i forsyningskæden. Mandatet bliver sat i kraft i juli 2006.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:16
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
02.06.2005
Hvil i fred
Kategori: iSociety - Offentlige
Hærværk på kirkegårde og gravskænderi er et stigende problem, som kirkerne har svært ved at stille noget op over for. Nu har den danske virksomhed Lyngsoe Systems et modsvar klar: Et system som ved hjælp af RFID kan alarmere, hvis nogen prøver at flytte en gravsten. Løsningen omfatter også tyverisikring af værdigenstande inde i kirken efter dette princip:
Systemet virker ved, at gravsten og værdigenstande forsynes med RFID tags, der når de bevæges udsender et alarmsignal, der registreres af en RFID læser. Da al kommunikation er baseret på RFID, er det ikke nødvendigt med nogen fysisk eller visuel forbindelse mellem den taggede genstand og læseren. De anvendte tags er designet til udendørs brug og kan modstå både varme, frost og regn.
Som det fremgår i dette indslag fra TV2/Øst , medfører skænderi af kirkegårde en økonomisk bet for både kirken og pårørende. Oftest har kirken nemlig ikke en forsikring, der dækker ødelagte gravpladser. Historien i indslaget er fra en episode i Næstved i vinter, hvor 50 grave blev skændet, men det er langt fra et særtilfælde. Flere steder har man overvejet at overvåge kirkegårde med videokameraer som på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, skriver SecurityWorldHotel. Det er vigtigt at folk, der færdes på kirkegårdene ikke føler sig overvågede. RFID kan derfor være en løsning, der både sikrer gravfreden og intimiteten.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:23
| Permalink
|