|
« august 2005 |
Oversigt
| oktober 2005 »
30.09.2005
Læsere på hængeren
Kategori: Hub Jobs - Arbejde
Til Smart Labels Europe præsenterede det britiske firma Microlise en anderledes løsning til distribution af varer. I stedet for at montere læsere ved hvert enkelt aflæsningssted, bliver RFID læserne monteret inde i vognen. Microlise RFID Trailer Portal er skalerbar og især velegnet, hvis chaufføren skal af med varer mange steder undervejs. Det gør omkostningerne til etablering billiger, da vognmanden kun skal montere RFID læsere på laddene af lastvognene og ikke ved alle på- og aflæsningssteder. RFID løsningen forudsætter dog, at alle paller i distributionen er RFID taggede.
Udover RFID læsere på laddet består systemet af flådestyringskontrol over GPS. Det hjælper chaufføren i det praktiske arbejde. Når chaufføren skal læsse af ved systemet, hvor i verden vognen befinder sig, og hvilke paller chaufføren skal læsse af. Hvis læseren registrerer, at en forkert palle er på vej ud på liften, bliver chaufføren alarmeret. Det samme sker, hvis han ikke har aflæsset alle paller og er på vej videre.
Gordon Wilkinson fra Microlise fortalte, at løsningen netop er blevet patenteret. Den største bruger af systemet er en engelsk kæde af 159 sportsforretninger. Vareleveringen styres ud fra et enkelt distributionscenter, hvor 40 vogne leverer varer til butikkerne.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:18
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
29.09.2005
Apotekerne vil have RFID
Kategori: Care Ware - Sundhed
Medicinalindustrien er ved at tage RFID til sig, og der kommer jævnligt succeshistorier fra branchen. Til Smart Labels Europe fortalte Paul Cox fra engelske Aegate, der arbejder med at mindske kopivarer i medicinalindustrien, om et pilotprojekt. Det begyndte okotber 2004 og var planlagt til at vare 100 dage. Flere steder kører projektet endnu, simpelthen fordi apotekerne har vænnet sig til at bruge RFID til at forbedre arbejdsgange.
Pilotprojektet sigter mod at reducere kopivarer, som ifølge Paul Cox udgør 8-10 % af verdens samlede produktion af medicin. Produkter fra seks forskellige producenter blev udstyret med RFID tags, som er blevet sendt videre i forsyningskæden. Her er produkterne undervejs blevet scannet på 44 apoteker og hospitaler forskellige steder i England og Wales. 180.000 scanninger er det i alt blevet til. Disse data er blevet logget, og Aegate bearbejder nu informationerne.
De taggede varer er ikke nået helt ud til apotekernes kunder. Den øgede mængde information havde imidlertid forbedret apotekernes arbejdsgange, når de modtager varer eller skal finde en bestemt type medicin på eget lager. Ved pilotprojektets opfølgende interviews bad 25 % af de deltagende apoteker om at beholde scannerne.
Paul Cox udtrykte stor tilfredshed med pilotprojektet. Men selvom RFID fungerer godt, er det ikke løsningen i alle tilfælde. Forskellige teknologier egner sig til forskellige produkter, og derfor vil stregkoder og RFID tags sameksistere i medicinalindustrien. Sandsynligvis i form af påtrykte labels, der både har stregkode påtrykt og indbygget RFID tag.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 10:52
| TrackBack (0)
| Permalink
22.09.2005
Optimisme på Smart Labels Europe
Kategori: Analyser/fremsyn/links
RFID teknologien er modnet. På Smart Labels Europe var signalerne fra en bred vifte af oplægsholdere klare: Teknologien har vist gode takter de seneste år, og sammen med faldende priser på chips tegner det lovende for industrien. Der har tidligere hersket tvivl om, hvad teknologien i praksis præsterer, men at dømme efter indlæggene på konferencen er der fine resultater fra så forskellige brancher, som pharma-medico til detailhandelen. De fleste cases fra konferencen omhandlede færdige pilotprojekter, der siden hen er blevet en integreret del af virksomhedernes aktiviteter. Der er altså ikke længere tale om at virksomhederne prøver sig frem med RFID – En lang række steder er RFID en del af en effektiviseret hverdag. Vi vil de kommende dage beskrive de mest interessante cases her på RFID Vidensbank.
Omkring 250 udstillere, talere og konferencegæster havde fundet vej til Smart Labels Europe. Blandt talerne var flertallet fra producenter af RFID hardware. Over en bred kam kunne de fleste melde om forbedrede processer til fremstilling af RFID tags, der kan øge volumen og dermed sænke enhedsprisen. Blandt disse var Avery Dennison, ASK, Impinj og Alien Technology, der alle producerer komponenter eller hele RFID tags. Prisniveauet på ordrestørrelser på + 1 mio. RFID tags ligger fra 12,9 US$ cents og op til ca. 20 US$ cents for en UHF Generation 1 tag. Både Alien Technology og ASK er inden længe klar med lave priser på Generation 2 tags. Producenterne selv mener ikke at udmeldingerne varsler en priskrig. Derimod er de lave priser et led i en naturlig udvikling, der sigter efter bedre teknikker til fremstilling og derfor lavere enhedspriser.
Smart Labels Europe fokuserede primært på løsninger til forsyningskæden i en række forskellige industrier. Langt de fleste danske virksomheder lader stadig praktiske forsøg, hvor RFID optimerer forsyningskæden, vente på sig. Men skal man følge anbefalingerne fra konferencen er tiden inde til at gøre erfaringer med RFID. For pludselig går det stærkt.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 10:12
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
19.09.2005
80 øre for en tag
Kategori: Helt uden for kategori
80 øre for en RFID tag. Eller helt præcis: 12,9 US$ Cents. Sådan lyder Alien Technology’s seneste udsalgspris på RFID tag af typen EPC Class 1. Med prisfaldet er enhedsprisen faldet med 44 % i løbet af et år. Det er gode nyheder for branchens tvivlere.
Blandt hindringerne for det massive gennembrud for RFID teknologien er netop prisen. Hvis der skal sættes tags på tusinder af varer, er det ikke uvæsentligt, om en tag koster 80 ører eller 1 krone. Når Alien Technology melder en så lav pris ud, kan det give udviklingen et skub. Planlagte implementeringer, der før var på vippen, fordi etableringsomkostningerne var for dyre, kan nu lade sig gøre. Og samtidig sender Alien Technology et signal til andre producenter om at oppe sig og sænke priserne.
Årsagen til de sænkede priser finder man i en forbedret fremstillingsproces. I følge Alien Technology’s pressemeddelelse fremgår det dog, at prisen kun gælder, når ordrestørrelsen lyder på 1 mio. eller mere.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 18:51
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
14.09.2005
Tysk tyverisikring til båden
Kategori: Future Living - Fritid
De seneste fem år har en ny form for tyverisikring bredt sig blandt tyske lystsejlere. I dag har over tusind både monteret RFID tags, som giver en effektiv og relativ billig tyverisikring. Det tyske sikkerhedsfirma C4 Marketing Service GmbH står bag løsningen, der fungerer således:
Båden får monteret 7-10 på strategisk gode steder. Da antallet varierer, kan bådtyven ikke vide, om der stadig er tags på båden. Til systemet hører en speciel scanner, som kun repræsentanter fra C4 har adgang til. Når de aflæser en tag på båden, bliver disse data matchet op med bådens identitet i en central database. Hermed kan man se om båden tilhører den rette ejermand.
Systemet har fået så stor udbredelse, at bådejere med C4 systemet påklistrer vignetter op på stævnen. Hensigten er at skræmme potentielle tyveknægte i stil med klistermærker på bilers sideruder med advarsel om, at bilen har installeret alarm. Det giver meget god mening at informere langfingrede bådelskere, når de ikke har en chance for at vide, hvor mange RFID tags der findes på båden.
RFID Journal har mere om løsningen
Skrevet af Joakim Ditlev kl 13:10
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
09.09.2005
Sikkerhedsvagter med RFID armbånd
Kategori: Hub Jobs - Arbejde
Hvert andet eller tredje år arrangerer den katolske kirke World Youth Day. Til den store afslutningsceremoni var 1.200.000 unge fra hele verden samlet i den tyske by Köln. Et så massivt fremmøde kræver, at der er styr på sikkerheden.
Til det formål blev 1.500 sikkerhedsfolk udstyret med armbånd, der både har stregkode og RFID. Når en sikkerhedsvagt går ind i en bestemt zone, registrerer han sig ved et checkpoint. Oplysninger fra disse checkpoints giver præcis information om, hvor mange sikkerhedsfolk, der befinder sig i en bestemt zone. Det giver indsatslederne et værktøj til at koordinere indsatsen og flytte rundt med mandskabet, alt efter hvor behovet opstår. Hvis folk bliver syge eller forsinkede kan indsatslederne justere direkte efter de ændrede forhold. Og bagefter kan man på baggrund af oplysningerne beregne overtidsbetaling og risikotillæg, hvis en vagt fx har opholdt sig længe i et særligt risikabelt område.
Armbåndene er en videreudvikling af SATOs system, der identificerer patienter på sygehuse. Der er flere detaljer i denne pressemeddelelse.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 11:49
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
05.09.2005
Skuffelsens dal
Kategori: Analyser/fremsyn/links
Står det til Gartner Research vil der gå 5-10 år, inden vi ser passive RFID tags få massivt gennembrud. Først på det tidspunkt er markedet modent, så teknologien kan realisere sit potentiale. I den seneste udgave af Gartner’s Hype Cycle for Emerging Technologies, der vurderer teknologier under udvikling, er RFID rykket ned i den såkaldte ”Skuffelsens dal”. I analyseinstituttets terminologi betyder det, at RFID er ved at gå af mode. Der har været mange forventninger, som ikke er blevet indfriet, og nu må teknologien genfinde sig selv.
Gartner Research’s vurdering er hård. Men mønsteret er uundgåeligt. Alle nye teknologier følger mere eller mindre hypekurven og laver før eller siden en mavelanding – tænk blot på it-boblen, der bristede i 2000. Der er imidlertid stor forskel på, hvor længe en teknologi tager om at blive moden efter den har været hyped.
RFID Weblog har flere kommentarer og baggrundsinfo om rapporten.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 16:50
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
02.09.2005
Nye rum i boligen
Kategori: Future Living - Fritid
Taler vi sammen i samtalekøkkenet? Og har vi overhovedet brug for en stor dagligstue, når vi aldrig er hjemme? Den britiske bygmester David Wilson har sat et forsøg i værk, der undersøger, hvordan vi bruger hjemmets rum. Der er stor forskel på, hvad folk siger de bruger boligens rum til, og hvordan rummene i virkeligheden bliver anvendt. Derfor kan det være svært at designe boliger. Men bygmesteren ønsker at skabe et realistisk billede af, hvordan boligen bliver brugt. Målet er at skabe en ny og mere praktisk rumdeling i boligen.
Til det formål optræder familien Parnell fra Sheffield som forsøgsdyr. Mor, far og to børn er for et halvt år flyttet ind i en ny prototype af fremtidens hjem. Her går de rundt med RFID armbånd. 26 antenner registrerer, hvor og hvor længe hver person opholder sig i husets rum, og disse data skal senere bruges til at kortlægge, i hvilke rum en moderne familie opholder sig. Sammen med interviews med familien og ekspertvurderinger skal det tegne billedet af fremtidens bolig.
Prøveboligen er udstyret med en masse tekniske finesser. Hvad angår RFID, kan David Wilson forestille sig uanede mængder af applikationer i fremtidens hjem. Alene indstillinger af hjemmets temperatur er rigt på muligheder. Fx vil man på baggrund af data om, hvor personer opholder sig, udvikle en applikation, der på forhånd kan skrue op for varmen, så tv-stuen er lun når farmand lægger sig på sofaen efter aftensmaden. Det kunne også være spisestuen, der selv regulerer varmen efter antallet af personer i rummet.
Mulighederne er mange, og forsøget med fremtidens hjem beskriver Business Week i denne artikel.
Skrevet af Joakim Ditlev kl 08:47
| Kommentarer (0)
| TrackBack (0)
| Permalink
|