Vi kender det alle. Vi har travlt, og skal lige have en liter mælk eller pose nødder med hjem. Men hvor er det nu lige at varerne befinder sig? Du kan jo bare spørge din indkøbsvogn.
Det kan du i hvert fald, hvis det er en MediaCart. Denne specielle indkøbsvogn har indbygget skærm, højttaler, mikrofon, stregkodescanner og RFID-læser. Den kan vise dig vej rundt i butikken, komme med forslag til indkøb, holde styr på din indkøbsseddel(endda via nettet), give dig tilbud, opskrifter og holde styr på hvor meget du køber ind for.
Nå ja, og så kan den selvfølgelig også lige fungere som en rullende TV-shop. Men der måtte jo være en hage. Indkøbsvognen registrer nemlig hvilke varer du befinder dig ud for, og afspiller reklamer der passer til dig og din position i butikken. Reklamerne tilpasses dit shoppingmønster, især hvis du har registreret dig vha. fx et medlemskort.
Da item-level RFID endnu ikke er udbredt, skal man stadig scanne varerne vha. stregkoder, men engang i fremtiden vil det hele formentlig foregå automatisk.
Microsoft er involveret i projektet, så mon ikke vi kommer til at se meget mere til denne type indkøbsvogne i fremtiden?
Fremtidens legetøj er snart en realitet, og det er baseret på RFID.
En spillekonsol med indbygget RFID-læser og farvede armbånd med tags er alt hvad der skal til for at sætte forhindringsløb eller quizzer op. Swinxs, som konsollen hedder, guider spiller igennem vha. en højttaler, og nye spil kan downloades hvis man bliver træt af de inbyggede.
Normalt er RFID kendt for at skabe store datamængder, og nogle beskylder endda teknologien for at skade privatlivet. RFID kan dog også bruges til det stik modsatte som et nyt produkt viser.
BackStopp er et produkt beregnet til at beskytte følsomme data på bærbare computere. Hvis kryptering ikke er nok, og du først er rigtig tryg når dine data er helt slettet, er dette muligvis svaret. Lige så snart den bærbare registreres som stjålet, slettes alle oplysninger på computeren der på forhånd er markeret som følsomme.
Men hvordan kan man vide hvornår den er stjålet? Enten kan man vælge en manuel løsning, hvor man selv melder den stjålet. Alternativt kan man bruge RFID til at registrere positionen af den bærbare. Hvis maskinen forlader det tilladte område, vil den blive betragtet som stjålet, og tyven vil dermed ikke få adgang til dataene.
Hvis computeren har indbygget webcam, kan systemet endda være så heldig at fange et billede af synderen.
Umiddelbart virker systemet meget smart, men der er bestemt også potentiale for fejlagtige sletninger. Samtidig synes en sletning måske også lettere paranoidt, når kryptering vil afholde alle almindelige tyve fra adgang til data.
Det går galt. Så simpelt er det, hvis man skal tro de mange sci-fi film. På en eller anden måde skal menneskeheden nok få ødelagt verden, hvad enten det er robotter der overtager, eller genmodificerede sygdomme der slår os ihjel.
På samme måde er der mange, der gerne vil gøre RFID til den store trussel mod samfundet. Det vil føre til overvågning, både fra staten og store griske firmaer. Alt hvad vi gør, vil blive registreret, og vi vil blive bombarderet med spam, hvor vi end befinder os. Vores privatliv vil stort set forsvinde, og politistaten vil lure om hjørnet.
Et alternativ til dette dystre billede kunne være et samfund, hvor forbrugere vil være i stand til at få oplyst alle detaljer om de produkter de køber. Der vil være færre forfalskede produkter, og færre vil blive syge af at spise fordærvet mad. Hospitalerne vil blive effektiviseret, og ingen vil få forkert medicin pga. journalfejl. Vi vil forurene mindre pga. effektiviseret transport, og vi vil genbruge bedre pga. nemmere sortering.
Så hvilket af disse scenarier vil blive realiseret?
Virkeligheden vil nok ligge et sted midt imellem. RFID vil hverken udradere privatlivet, eller redde hele verden. Men mange af de positive visioner kan blive virkelighed, og er allerede ved det. Så er det op til os alle sammen at udnytte mulighederne, imens vi holder et vågent øje med dem som kan finde på at misbruge dem.
Hvis du vil vide mere om fremtiden med RFID, kan du smutte over til RFID Journal, hvor grundlæggeren Mark Roberti kommer med sine holdninger til spørgsmålet.
De fleste kender traditionen med at tænde lys som et symbol for tro, en praksis der især bruges i katolske kirker. Men i stedet for stearinlys og kirker, kan vi nu vende os mod LEDs og RFID.
Prototypen ’for this we pray’ kombinerer bønnekort, RFID, LEDs og farvet glas i en form for elektronisk alter. Brugeren vælger et kort, læser det og holder det op foran RFID-læseren. Kort tid efter lyser den LED der svarer til kortet op. Jo flere kort der bliver læst, jo mere lys.
Om produktet nogensinde kommer længere end prototype, vil jeg ikke spå om. Men jeg kan i hvert fald sige, at det er en af de mest anderledes anvendelser af RFID jeg endnu er stødt på.
En personlig guide i pilleform der endda kan tale til dig. Det bliver måske realiteten for blinde i fremtiden.
SESAMONET (Secure and Safe Mobility Network), et projekt støttet af EU, bruger RFID-tags gravet ned i et stisystem til at guide personer. Tagget læses af en speciel blindestok, der sender id’et videre til personens PDA via Bluetooth. PDA’en indeholder et specielt program, der afgør placeringen, og afspiller instruktioner til brugeren.
Beskederne der afspilles kan være to forskellige typer; simple bip-signaler eller talte instruktioner. Ved gang på en almindelig sti, vil der blive afspillet bip-signaler. En type bip vil lyde hvis tagget er til venstre for personen, en anden hvis det er til højre. På den måde kan man blive guidet på rette vej.
Hvis man er ved enden af en sti, eller der er forhindringer som fx trapper, vil en stemme give yderligere instruktioner. Systemet kan også udbygges til at omfatte lyssignaler, således at PDA’en giver signal til lyssignalet om at skifte, og personen dermed kan krydse vejen.
Systemet bliver i øjeblikket testet i Laveno Mombello i Italien.
Passer din mus perfekt til din hånd? Sikkert ikke. Selvom det ergonomiske design af moderne computer mus har taget kæmpe skridt fremad de seneste år, er de alle lavet af hårdt plastik, der ikke kan tilpasses den enkelte bruger.
Hvis det står til Lite-On, vil denne situation snart ændre sig. Med Moldable Mouse bliver det nemlig muligt at tilpasse musen fuldstændig til din hånd, og ændre dens form afhængig af din arbejdsstilling. Musen tilpasser sig altså din hånd og ikke omvendt.
Det lyder selvfølgelig alt sammen mægtigt, men hvad i alverden har det med RFID at gøre? Læs videre og få svaret.
Moldable Mouse er lavet af en slags modeller voks, overtrukket med en blanding af nylon og polyuretan. Når musen kan antage en hvilken som helst form, skal knapperne og scroll-hjulet selvfølgelig også kunne flyttes. Derfor er de løse enheder, der kan ’klistres’ fast på musen, og kommunikerer vha. RFID teknologi.
Det er altså en kombination af børnelegetøj og RFID, der gør det muligt at undgå museskader. Et glimrende eksempel på innovation vha. kombination, og nok til at opnå en red dot design concept award.
Tatoveringer er som regel individuelle og unikke for ’bæreren’. De vil dog snart blive endnu mere specielle, takket være RFID.
SOMARK Innovations har udviklet en ny teknologi, der ved hjælp af dielektrisk blæk kan få en tatovering til at fungere som et RFID tag. VIP medlemmer af visse klubber kan dermed erstatte deres implanterede chip med en stilfuld tatovering. Hvis det skulle friste?
Teknologien er dog i første omgang ikke udviklet til mennesker, men som kreatur-identifikation. I stedet for øremærkning kan dyrene tatoveres(hvilket tager omkring 3 sekunder), og derefter øjeblikkeligt identificeres trådløst som ved brug af normale tags.
Fordelene ved tatoveringerne er at de ikke kan falde af(som nogle tags kan), de fungerer i nærheden af metal og væsker, og er kompatible med frekvenser fra 100kHz op til GHz båndet.
Teknologien er endnu ikke klar til brug, men det bliver spændende at se hvor udbredt den bliver.
Det ser nu ud til, at EU-kommissionen kommer med retningslinjer for brugen af RFID.
Mens der i flere stater i USA er vedtaget love, er der i dette tilfælde kun tale om retningslinjer for, hvor meget og hvornår RFID-tags må anvendes til at indhente og udveksle information. Det er især diskussioner om mærkningsordninger, og hvorvidt tags må forblive aktive når de forlader en butik, der præger arbejdet i kommissionen.
Arbejdet med retningslinjerne bunder da også i et lobbyarbejde udført af Europas forbrugerorganisationer, der længe har været bekymrede for RFID-teknologiens indflydelse på privatlivets fred.
”Vores hovedkrav er, at forbrugeren har hånd i hanke med, hvem der kan aflæse chippen - altså sætte den i en slags privacy mode. Men vi vil ikke kræve, at chippen "skal slås ihjel", for forbrugeren kan jo også få glæde af de muligheder, som sådan en Chip giver,” udtaler Anette Høyrup fra Forbrugerrådet.
Retningslinjerne kan forventes inden for få måneder.
340 gange om dagen. Så ofte må passagerer i Københavns lufthavn kaldes til gaten over højttalerne, fordi de ikke er der til tiden. Det vil et nyt RFID-system dog nu lave om på.
Ved at udstyre passagerer med tags, og spore dem via 19 antenner rundt omkring i lufthavnen, kan deres position bestemmes. Når afgangen nærmer sig, kan de passagerer som ikke er i nærheden af gaten få en sms som påmindelse. Hvis de ikke har en mobil, kaldes over højttalerne, men kun i det område hvor passagererne befinder sig.
Den åbenlyse fordel ved systemet er selvfølgelig færre forsinkede fly. Derudover er der og også økonomiske fordele for lufthavnens butikker, idet passagererne kan opholde sig længere tid i transitområdet. Samtidig kan vagtplaner lægges mere nøjagtigt, da bevægelsen af passagerer kan overvåges.
Systemet skal testes af SAS om ca. en måned. Hvis det bliver godt modtaget, kan det evt. udvides til tagging af bagage og bedre bemanding af security.
Er du en af dem, som altid mixer perfekte drinks, lige meget hvor langt hen på aftenen det er? Så kan du se bort fra denne nyhed. For alle andre, vil denne nye udnyttelse af RFID være ganske interessant.
Ved hjælp af en hældetud udstyret med en sensor og et RFID-tag, kan man nemlig nu overvåge præcis hvor meget af hver slags alkohol der bliver hældt i mixeren. Det har Peabody hotellet i Memphis udnyttet, og udstyret alle deres flasker med sådan en anordning. Dermed kan de overvåge om de mere avancerede cocktails bliver blandet på samme (og rigtige) måde hver gang.
Gæsterne på hotellet kan derfor ære sikre på, at deres drink smager præcis som den plejer, uanset hvilken bartender der serverer den.
Om systemet kan blive udbredt til hjemmene er endnu tvivlsomt, men mon ikke en version finder vej til de mest gadget orienterede festabers hjem inden for en overskuelig fremtid?
Hvem kender ikke problemet med, at en ting er blevet væk, selvom man er sikker på, at man lagde den et rigtig fornuftigt sted, sidste gang man brugte den?
Jeg er i hvert fald somme tider i den situtation, og bruger derfor minutter(endda timer) på at finde den bortkomne genstand. Der er dog nu hjælp at hente i RFID-verdenen, hvor man ved hjælp af Loc8tor kan få lov til at lege tampen brænder, og dermed finde sine ting hurtigt.
Den forsvundne genstand skal blot være udstyret med et lille aktivt tag, for at Loc8tor, der har størrelse ca. som et kreditkort, kan guide dig vha. lys og lyd. Systemet virker indenfor en radius af 122 meter, så der skulle være rig mulighed for at finde ting for selv de største rodehoveder. Forudsat at man har husket at tagge de ting som bliver væk, og at man ikke har smidt Loc8tor væk også.
Det er nu muligt at få aktive RFID-tags, der er både tynde og grønne.
Det kan opnås ved at bruge en ny type flade batterier, udviklet af Cymbet. Batterierne kaldes for EnerChip, og er kun 0,8mm tykke. Dermed kan de bruges sammen med et RFID-tag i fx en label, uden at tagget bliver klodset.
Det grønne aspekt kommer i form af genopladeligheden, der bevirker at batteriet ikke skal skiftes. Samtidig er batterierne fri for bly og andre miljøskadelige stoffer.
Den nye type batterier kan altså vise sig at være meget interessant for brugen og udbredelsen af aktive tags.